Særslev er det man i fagsprog kalder for en adelby eller en oprindelig landby, formentligt opstået mellem slutningen af vikingetiden og tidlig middelalder. Den nævnes på skrift første gang omkring året 1349 i formen Særsløff. Forleddet er det urnordiske saiwa-harier (søkriger), som her udvikler sig til formen sæar. Efterleddet er ’-lev’, der formentlig betyder arvegods. Søkrigerens arv.
Når du i dag går igennem Særslev, finder du mange imponerende huse og bygninger. Dette skyldes Særslevs ”Utzon” den dygtige arkitekt Kristen Kristensen som satte sit synlige præg på Særslev og Nordfyn samt mange andre steder. Kristen Kristensen var oprindeligt udlært snedker, men beskæftigede sig også som både lærer, landmand og politiker. Det var dog som arkitekt, at han blev mest kendt. Han tegnede mere end 100 bygninger i årene fra ca. 1890 til 1930. Huse, villaer, skoler, gårde, mejerier, forsamlingshuse, teglværk og 1 kirke. Særslev var i mange år omtalt som en meget smuk landsby, da mange af husene havde små hyggelige blomsterhaver ud til vejen, noget man ikke så ret mange andre steder.
Lige uden for Særslev på en bakketop, ligger en lille anonym gravhøj. Omkring dette sted har der i løbet af middelalderen været en helligkilde – ”Møkilden” – som efter historien fortælles, ”sprang op af jorden, efter at en jomfru blev skændet der”. Kilden sagtes at have helende kræfter, og mange mennesker valfartede til kilden gennem tiden for at befri sig for sygdomme og uheld. Højen har været brugt som rettersted for forbrydere og mordere. Den sidste henrettelse fandt sted så sent som i 1810 / 20.
Særslev Kirke
Blev opført i 1100-tallet og var i den katolske tid viet til Skt. Nikolaus. Kirken har været rig og er ualmindelig stor af en landsbykirke at være. Meget tyder på, at man i katolsk tid har betragtet kirken som noget særligt.
Med helligkilden – “Møkilden”, som lå vest for kirken, er det ikke usandsynligt, at kirken i katolsk tid har fungeret som en valfartskirke, som pilgrimme har strømmet til.
I vestgavlen på tårnet er indmuret en kanonkugle. Det fortælles, at den blev affyret mod kirken af svenske soldater, der havde stilling på Båring bakke. Den fredede smukke Præstegård ved siden af kirken er opført i 1805 og giver den hyggelige gamle landsbystemning.
Nordfyns (måske Danmarks) mest særprægede Præst
Peder Jørgensen Aaby blev i året 1743 præst i Særslev sogn. En stilling han (trods sine særheder) besad i hele 61 år.
Pastor Aaby var en meget ivrig jæger. Han brugte jævnligt eder og forbandelser (også i kirken) og holdt indimellem nogle tordnende prædiker.
Tingene blev sagt ligeud, ofte så der stod mundvand ud af munden på præsten. Engang var pinseofrene måske lidt for nærige, og i vrede kylede han ofrene i nakken på giverne med disse ord: “I Askebøtter og Esterbøtter, I Moderupper og Slagstrupper – Her skal jeg vie jer, døbe jeres unger og kaste jord på jeres gamle, og et sådant offer byder i mig. I går ad helvede til, både store og små. Forældrene først og i hælene på jer kommer børnene. Og tror l så, at jeres gamle præst skal stå i porten og møde for jer? Nej, så min sjæl og salighed gør han ej!”
En dag havde Pastoren haft held med sine åleruser. Måske fordi han havde travlt eller ville have ålene for sig selv, tog han sejldugsposen med de levende ål med ind i kirken. Under prædiken opdagende degnen den ”levende” og upassende pose og ville løfte denne ud, da Aaby oppe fra prædikestolen med tordenrøst råbte ”Lad den ligge, for fanden” og forsatte sin prædiken, som om intet var hændt.
Der findes et væld af fantastiske historier om Pastor Åaby. Inde i kirken, findes indmuret en ligsten over Pastor Aaby.