Søndersø Bibliotek gør klar til Nordfyns Vikingemarked i Glavendruplunden med spændende aktiviteter i hele august.
Nordfyns Vikingemarked
Over 100 vikinger indtager Glavendruplunden, når Nordfyns Vikingemarked finder sted. 3. og 4. september 2016. Men inden da vil Søndersø Bibliotek sørge for, at alle kan finde sin indre viking og lære en masse om den spændende vikingetid.
Vikingeteltet er rejst og bålstedet anlagt, når Søndersø Bibliotek i samarbejde med vikingegruppen Odinsvi og Vikingemuseet Ladby præsenterer en udstilling omkring vikingerne og deres liv. Biblioteket har samlet flotte genstande og spændende bøger, som man kan fordybe sig i her i dagene op til det spændende vikingemarked.
Derudover har Søndersø Bibliotek lavet en masse aktiviteter i august, der er relateret til vikingemarkedet, som både børn og voksne kan deltage i.
Aktiviteter i august
Udklædning for børn og voksne
Konkurrencen løber fra 1. august til 1. september.
Vis verden din indre viking!
På Søndersø Bibliotek vil der være forskelligt tøj, som det vikingerne bar, og man kan komme og prøve det selv. Klæd dig ud som en viking og læg et fedt selfie på Nordfyns Biblioteks facebookside, så er du med i lodtrækningen om at vinde et flot bronzesmykke.
3D-print af vikingesmykker
Tirsdag d. 2. august & tirsdag d. 23. august fra kl. 14.00 – 16.00
Fortid og fremtid mødes, når vi fremstiller de smykker, som vikingerne bar – ved hjælp af 3D printere!
Daniel fra biblioteket viser eksempler på printede vikingesmykker, og han vil samtidig fortælle om, hvad man kan bruge 3D-printere til.
For voksne og børn fra 10 år. Gratis adgang.
Bliv klar til Nordfyns Vikingemarked
Torsdag d. 4. august kl. 14.00-16.30 for børn i alderen 8 – 12 år
Vi gør os klar til vikingemarkedet med et smart læderarmbånd, hvor vi vil udsmykke vores armbånd ved at riste vores navn i med en runerister!
Pris: 25,- kr. inkluderer materialer til 1 læderarmbånd.
Billetter købes via nordfynsbib.dk. Bemærk at sidste frist for billetkøb er 2. august 2016.
Uglerne kommer!
Fredag d. 19. august kl. 14.30-16.00 foran Søndersø Bibliotek.
Vikingekvinden Joan Dusi besøger biblioteket med sine ugler. Du kan høre om uglerne, og hvad de blev brugt til i vikingetiden – og se dem flyve. Måske får du endda mulighed for at holde en ugle!
For børn og voksne. Gratis adgang.
Test din viden om vikingerne
Konkurrencen løber fra 1. august til 1. september.
Deltag i vores familiequiz på Søndersø Bibliotek og se hvor meget du ved om vikingerne. Måske vil du blive den heldige vinder af en familiebillet til Vikingemuseet Ladby.
Læs mere om alle arrangementerne på nordfynsbib.dk eller på Nordfyns Biblioteks facebookside.