Lørdag den 20. august inviterer Skala Live til et brag af en fest, når der afholdes gratis koncert ved Cirkuspladsen i Søndersø.
Gratis koncert
Lørdag den 20. august kl. 18.00 vil der være et fyrværkeri af både nye og etablerede navne ledsaget af fantastiske DJ indslag, når Skala Live indtager Søndersø. Det er Søndersø Gymnastikforeing og radiostationen Skala FM der sammen står for arrangementet. Arrangementet er ganske gratis, og alle er velkomne.
Stærkt hold af musikere
I år vil Skala Live præsentere nye og spændende navne som Micky Skeel og Bro, som allerede har mange streams, og som er ved at blive etablerede navne indenfor musikkens verden.
Derudover vil der være andre kendte musikere, blandt andet amerikanske Brandon Beal, som har arbejdet sammen med en lang række af de største danske og udenlandske navne. Han er blandt andet kendt for hittet “Twerk It Like Miley”, der blev produceret i samarbejde med Rasmus Hedegaard og sangeren Christopher. Brandol Beal blev i 2015 hædret som Årets Danske Clubnavn ved Danish Music Awards.
Sangerinden Cisilia vil også deltage i festlighederne, når hun går på scenen lørdag aften. Cisilia fik sit gennembrud i 2014 med singlerne “Ring Den Alarm” og “Vi To Datid Nu”, som blev nogle af årets mest spillede sange. Hun sikrede sig hele to statuetter ved Danish Music Awards 2015, og hun blev dermed den yngste vinder nogensinde.
Sidst, men ikke mindst, vil der være mulighed for at skråle med på kæmpehittet “Nede Mette”, når Blak indtager scenen. Den 27-årige rapper ramte plet med sin sang “Nede Mette”, og i løbet af kort tid endte sangen med at blive det mest streamede nummer i Danmarkshistorien. Sangen har rundet over 10.000.000 afspilninger alene på Spotify, og den har blandt andet indbragt en platinplade til Blak og hans pladeselskab.