Dyrk MTB-fællesskabet på Nordfyn
Nordfyn rummer MTB-udfordringer for enhver smag. Du kan nemt benytte dig af det store netværk af fine cykelstier i området. Og hvis du er til bump, hop, sving og action er det oplagt at tage i skoven ved Langesø, som er kåret til et af Danmarks 10 bedste MTB-spor.
Nedenfor giver vores ambassadør, Anette Millennium, dig råd til hvordan du kommer i gang med at køre mountainbike.
Brug din gamle cykel
MTB kræver ikke en stor udstyrspakke til at starte med. Hvis du har et par træningsbukser, løbesko, en hjelm og en gammel mountainbike, er det en god start. Når du bliver bidt af sporten, kan du vælge at skaffe dig et par klikpedaler eller flats og cykelsko, så du får mere kontrol over cyklen hen over det ujævne underlag. Dette kan også købes brugt.
Træn din teknik
De actionprægede drops og sving, som kendetegner mountainbiking, kræver god teknik på cyklen. Derfor anbefaler Anette Millennium, at du træner din teknik stille og roligt for at undgå styrt. Det er vigtigt at starte langsomt ud, så du lærer at læse linjerne i skoven. Et godt råd til at undgå at styrte er, at stå af cyklen og lave en plan baseret på underlag og fart inden du forcerer en svær forhindring. Endvidere skal du også sørge for optimal vægtfordeling på cyklen. Sådan undgår du at blive en del af OUH’s skadeslister.
Prøv en tur til Langesøskoven
Langesøskoven rummer noget af det bedste MTB-terræn i Danmark, og det SKAL bare prøves. Mød op på parkeringspladsen klokken 10.00 en lørdag eller søndag og kom med på tur. Skoven er privatejet, så sporene kræver en licens. Man kan købe licens for hele året til 750,00 kr. fra godskontoret på Langesøs Godskontor eller via slot@langesee.dk. En dagslicens koster 100,00 kr. Denne kan købes ved vaskepladsen på den store parkeringsplads ved Vaffelhuset (Langesøvej 146, Morud). Husk at medbringe kontanter eller betal via MobilePay. Ved vaskepladsen kan man fylde sin drikkedunk, spule sin cykel ren efter endt tur, smide skrald ud og se på oversigtskort over MTB-sporene.
Udfordr dig selv
Find din indre vovehals frem og prøv kræfter med de forskellige sværhedsgrader. Der altid mulighed for at køre fra ved en B-linje, men med tiden vil du opdage, at du kan gennemføre selv de svære passager. Nordsporet det sværeste, hvis man vælger røde og sorte linjer. Det er ca. 15 km. langt og har masser af teknisk, vanskelige passager for selv de bedste ryttere. Sydsporet er lettere og ca. 10 km. langt. Det er mere begyndervenligt, men der findes alligevel masser af udfordringer og mange passager for selv erfarne ryttere.
Benyt de gratis MTB-glæder
Der er flere steder på Nordfyn, hvor man kan køre gratis på MTB på almindelige asfalt- og grusveje. Eksempelvis kan man tage ad Kløverstierne, der går ud fra Bogense, Otterup, Skåstrup og Søndersø. En længere tur kunne være Glavendrup-ruten, hvor du føres gennem idylliske smålandsbyer, ind i en ældgammel skov, forbi Glavendrupstenen og hvor du kan forsøge at tyde Danmarks ældste runeinskriptioner.
Nyd naturen
MTB og natur hænger uløseligt sammen, også for garvede ryttere. Anette Millennium nyder altid suset fra de første pedaltråd, når hun kan fornemme det unikke ved Nordfyns natur. Når du cykler, så husk at lægge mærke til æstetikken i naturen. Lyset, duften og farverne. Selv på de mørke vinterture er der spændende bekendtskaber at gøre. For eksempel er det normalt at møde råvildt, ugler og spætter, når du kører rundt på Nordfyn.
Især weekenderne er populære blandt MTB-folket. Både i Langeskoven og mange andre steder på Nordfyn. Eksempelvis på den 27 km lange Harridslevgaard-rute, hvor der er rig mulighed for at gå på opdagelse i Nordfyns marklandskaber, smukke enge og storslåede slotsmiljøer (https://www.visitnordfyn.dk/nordfyn/explore/cykeltur-harridslevgaard-ruten-gdk1101937).
På Facebook-siden MTB Langesø (https://www.facebook.com/MTB.Langesoe) kan du følge med i aktiviteterne omkring mountainbike i Langesø. Og hos Millennium Cycling (https://www.facebook.com/groups/1980940988852693) kan du altid koble dig på en tur eller spørge, om nogen vil med på din tur.