Den første weekend i september bliver Nordfyn invaderet af over 100 vikinger med telte, børn, sværd, boder og masser af aktiviteter og underholdning.
Vikingetiden vender tilbage
Det populære vikingemarked vender i år tilbage til Glavendruplunden på Nordfyn den 3. og 4. september 2016. Vikinger er populære som aldrig før, og derfor kunne man i september sidste år for første gang opleve et nordfynsk vikingemarked i Glavendruplunden.
Succesen var overvældende, og mere end 4000 gæster mødte op for at se vikingerne kæmpe med hinanden. Det var tre gange så mange som forventet, og derfor vil man også kunne opleve endnu flere vikinger i år.
Vikingemarked for hele familien
Vær med på en rejse tilbage til vikingetiden og få en god og spændende oplevelse for hele familien. Der vil være mulighed for at høre sagn og skrøner fra Vikingetiden, når en storyteller besøger vikingemarkedet og fremfører Vølvens spådomme og fortællinger. På markedet vil der også være vikingelege, shows og boder, så der er underholdning for hele familien.
Vikingelege hele dagen
Tør du lege, som de gjorde i vikingetiden og prøve kræfter med fedtpinde, overtræk og Thors hammerkast? Legene foregår overalt på pladsen.
- Bueskytte: Test dine færdigheder som langbueskytte. Iwaz Langbuelaug viser hvordan og fortæller om langbuernes historie.
- Jagt: Gå på jagt efter de rigtige svar om fortiden. Vi trækker lod om 6 bronzesmykker (thorshammere) blandt de rigtige besvarelser.
- Find: Mød naturvejlederen og hans trælle – hvis du kan finde dem.
- Filtning af uld: Begge dage kl. 10-12 og 14-16 kan du prøve at lave din egen filt.
- Levende ugler: Se og rør de mystiske ugler – hvis du tør.
- Trækketure: Begge dage kl. 13-14 er der trækketure på heste. Det koster 20 kr. per tur.
Hesteshow – den Islandske hest
Vidste du, at det foretrukne landtransportmiddel i vikingetiden var islandske heste? På vikingemarkedet vil der være opvisninger med islandske heste. De islandske heste besidder stadig de egenskaber, som vikingerne værdsatte. De er stærke og udholdende, og de kan komme hurtigt afsted. Prøv bl.a. at se gangarten ‘tölt’, hvor rytteren sidder helt roligt som i skridt, men alligevel kommer hurtigt af sted.
Program
Lørdag den 3. september
10.00 Markedspladsen åbner
11.00 Dyst mellem to tingmænd – hvem vipper hvem ned fra træstammen?
11.30 Vikingekampshow
12.30 Kampshow på heste
13.00 Vølven fra Ribe fortæller sagn og myter ved Glavendrupstenen
14.00 Guidet tur i Glavendruplunden
15.00 Vikingekampshow
15.30 Kampshow på heste
16.00 Guidet tur i Glavendruplunden
17.00 Markedspladsen lukker
Søndag den 4. september
10.00 Markedspladsen åbner
11.30 Vikingekampshow
12.30 Kampshow på heste
13.00 Vølven fra Ribe fortæller sagn og myter ved Glavendrupstenen
14.00 Guidet tur i Glavendruplunden
15.00 Vikingekampshow
15.30 Kampshow på heste
16.00 Guidet tur i Glavendruplunden
17.00 Markedspladsen lukker
Arbejdende værksteder og vikingemad
Hele dagen kan du besøge de arbejdende værksteder. Kom og prøv en brynje. Se hvordan man farver garn, filter uld, støber tin og laver pileflet. Mød krigere og handelsmænd, træskærere, smykkeværksteder, smedjer og meget mere.
Du kan også købe lækre lokale delikatesser ved flere boder, og “Mad og Sjæl” tilbyder en let vikingemenu anno 2016. Hvis du har brug for lidt at styrke dig på efter vikingekamp, vil Skamby og Omegns Borgerforening også sørge for salg af kaffe, kage, øl og vand.
Der vil være autentisk musik med instrumenter som skalmeje, fløjter, fedel og drejelire.
NB! Husk kontanter – der fandtes ikke dankort i vikingetiden!
Få flere informationer om Nordfyns Vikingemarked her.