Har du jord langs den nordfynske kyst, og er du interesseret i at få et moderne shelter på din grund, vil vi meget gerne høre fra dig.
Etablering af Blå Støttepunkter
Fyns smukke og varierede kyster tiltrækker naturelskere og folk med hang til aktiviteter ved kysten og på vandet. Året rundt søger både turister og fastboende ud til kysten. Nogen blot for at nyde naturens ro med en vandretur, andre for at dykke, surfe, sejle i kajak, fiske eller noget helt andet.
Men til tider vil det regne eller være hundekoldt, og i disse situationer kan man få brug for at søge ly under sit ophold på kysten, især hvis en primitiv og naturnær overnatning indgår i planerne.
Derfor samarbejder Nordfyns Kommune med fire andre fynske kommuner om at få etableret en perlerække af moderne opholds- og shelterpladser, kaldet Blå Støttepunkter, der vil give kystens naturbrugere nye og spændende muligheder – overnatning, madpakkehus, grejbank, toilet, fugletårn – ja, sågar en sauna.
De fire kommuner i det Sydfynske Øhav har allerede 19 Blå Støttepunkter. Så med etableringen af nye Blå Støttepunkter ved kommunerne i Assens, Middelfart, Nordfyn, Kerteminde og Nyborg bliver der Blå Støttepunkter med en regelmæssig afstand hele vejen rundt om vores fantastiske ø.
Moderne opholds- og shelterpladser
På pladserne opfører kommunen typisk et eller to sheltre efter aftale med lodsejeren, så friluftsfolket kan overnatte på primitiv facon. Der kan også opstilles bord-bænkesæt eller et lille madpakkehus – alt vil foregå i tæt samarbejde med lodsejeren.
Lodsejeren og kommunen indgår en 10-årig aftale om pladsen. Typisk vil det være lodsejeren, der skal passe og vedligeholde shelteret. For at dække udgifterne har lodsejeren mulighed for at opkræve et mindre gebyr pr. overnattende person. Gebyret fastsættes af kommunen og afhænger af, hvilke faciliteter der er på pladsen. Efter de ti år kan aftalen enten forlænges, eller shelteret kan tages ned og fjernes af kommunen.
Nogle af de Blå Støttepunkter vil blive etableret på kommunernes egne arealer. Men har du en grund, der ligger helt ned til kysten eller højst 200 m fra vandet, som du vil stille til rådighed for folk, der holder af naturen, vil vi meget gerne høre fra dig. Send os en mail til adressen:
friluftsliv@nordfynskommune.dk
Senest søndag den 23. oktober 2016
Foto: Det Sydfynske Øhav – Visit Fyn. Fotograf: Mette Johnsen