Nordfyns Kommune vil være blandt de bedste friluftskommuner i landet. Den ambition har blandt andet medført, at naturvejleder Daniel Sørensen får lov til at fortsætte sit arbejde i kommunen.
Nordfyns Naturvejleder
Daniel Ginnerup Sørensen er født og opvokset på Nordfyn. Han er 34 år, lidt af en tusindkunstner og meget dedikeret til Ude- og Naturlivet. Faktisk er han udenfor så tit, han kan slippe af sted med det.
Udover at være naturvejleder er Daniel også uddannet friluftsvejleder med speciale i basis friluftsliv og bushcraft.
Fritid er naturtid
Daniel har mange års erfaring med børn, unge og friluftsliv. Tidligere har han tilrettelagt og afholdt forskellige friluftskurser, oplevelsesture, overlevelsesture, vandreture, teambuildingaktiviteter og små og større rollespilsarrangementer.
Daniel brænder for at vække en sund interesse og forståelse for naturen i det enkelte menneske. Gennem naturvejledningen skaber han nye tilbud for Kommunens børn og unge – i skoletiden som i fritiden.
Brænder for at blive “Årets Friluftskommune”
Selvom det i år var Vejle Kommune, der løb med titlen som “Årets Friluftskommune 2016”, har Nordfyns Kommune stadig store ambitioner om at vinde titlen en dag.
– Det har vi bestemt stadigvæk ambitioner om at blive. Vi mener, at vi har naturen til det, og så satser vi meget på at markedsføre kommunen på det. Derfor passer han også godt ind i den plan, siger udvalgsformand Kurt Christensen.
Han pointere yderligere, at kommunen arbejder målrettet på at folde sin friluftsstrategi ud. Selvom der satses stort på turisme, vil kommunen også sørge for, at det ikke kun bliver for turisternes skyld.
– Vi skal også huske, at vi laver det for vores egne borgere og i et fællesskab med dem, siger han.
Læs mere om naturvejleder Daniel Sørensens arbejde her.