Skamby er en oprindelig landsby, som kan spores tilbage til slutningen af vikingetiden. Det er det, man i fagsprog kalder en adelby.


 

Skamby Kirke

Kirken i Skamby hører til blandt Fyns ældste kirker, og går du en tur rundt om den, kan du se de mange forskellige kampe-, mark-, mur- og munkesten, som er mørtlet fast i murværket igennem århundrederne. Kirken blev bygget på en bakketop, så den kunne ses fra en lang afstand. Det oprindelige Skamby var centreret omkring kirken og ned mod gadekæret.

 


 

Vikingetiden og Middelalderen

I vikingetiden og middelalderen, når der blev for mange indbyggere i landsbyen, lavede man udflytterbyer. Kigger du på et kort i dag, er Skamby faktisk et mønstereksempel på dette; den ligger omkranset af seks udflytterbyer: Torup, Bastrup, Brøndstrup, Bolmerod, Rostrup, Ullerup samt Stensby, som endda har sin egen udflytterby, Glavendrup.

 


 

Da pesten kom til Skamby

Det siges, at alle på nær 2 af sognets borgere døde. Et af de første fysiske tegn på pesten er mørke pletter i håndfladerne. Sagnet fortæller, at de, der opdagede denne mørke plet i håndfladen, selv gik op og lagde sig i den massegrav, som blev gravet på kirkegården. Efter den sorte død blev der i 1350 på graven plantet det, der kaldes en pesttorn – en hvidtjørn, som skulle holde sygdommen i jorden, og som advarede mod at grave der.

 

Da der i 1933 væltede en stor tjørn på kirkegården, fandt man et lag af skeletter under jorden, der vidnede om, at i det mindste fortællingen om massegraven ikke var det pure opspind.

 

I dag er der plantet en ny tjørn på stedet, men den gamle er bevaret på en tuschtegning inde i kirken.

 


 

Finnshøj trolden

I Finnshøj ved Nr. Højrup boede engang en trold. Trolden hed Finn – og da man gik i gang med byggeriet af Skamby Kirke, kunne Finn se frem til lyden af kirkeklokkerne – en udsigt trolden Finn bestemt ikke kunne lide. Derfor forsøgte Finn at sabotere byggeriet ved at kaste store sten mod kirken. Men Finn var så rasende, at stenene fløj alt for langt, og landede ved Stensby. I stedet løb Finn derfor, alt hvad han kunne hen til kirken, og sparkede så hårdt til fundamentet, at hans fodaftryk kan ses i en af stenene den dag i dag

 

Siden 1967 er der i Skamby blevet afholdt den årlige Troldefest.

 


 

Vidste du…

 

… at du kan gå langs den gamle jernbanestrækning, hvis du følger markvejen for enden af stationsvej.

 

Odense-Bogensebanen kom til Skamby i 1882 og kom til at betyde en rivende udvikling for byen. Det affødte blandt andet en stor vækst i butikker. Stationen blev dengang anlagt et stykke udenfor byen – hvorefter byen voksede hen imod den, og derfor har Skamby den lange form den har i dag, på trods af, at Skamby faktisk betyder ”kort by”.

 

Jernbanen blev lukket i 1966. Stationsbygningen med dens rejsestald, er bevaret på Stationsvej 2 og er i dag indrettet som boliger.