Tirsdag den 5. april begynder forårets store udsætningsprojekt, hvor mere end 300.000 små ørreder sættes ud i de fynske åer og bække.
Liv og glade dage
Der bliver liv og glade dage i de nordfynske vandløb, når forårets store udsætningsprojekt af små ørreder begynder tirsdag den 5. april. Ørrederne har en længde på omkring 15 centimeter og vejer mellem 35 og 40 gram.
Efter udsætningen i vandløbene vandrer ørrederne ud i havet, og allerede til næste forår har langt de fleste ædt sig så store og tykke i de fynske farvandes spisekammer, at de nu selv kan svømme hjem til barndoms-vandløbet og gyde. Og heldige, eller dygtige, lystfiskere kan måske fange den sølvblanke ”fynske nationalfisk” på kysten.
Samarbejde om sund bestand
Bag udsætningen står Fyns Laksefisk, Vandpleje Fyn og Havørred Fyn, og ynglen stammer fra efterårets elektrofiskeri efter moderfisk, som fortrinsvis udføres af de fynske sportsfiskere og Fyns Laksefisk.
Det er således yngel fra vilde, fynske ørredstammer, der udsættes. Det sikrer en fortsat bæredygtig og sund bestand.
Alle 10 fynske kommuner arbejder sammen i deres fælles projekt Havørred Fyn, hvor man restaurerer vandløb og udsætter små havørreder.