Nyt tiltag i Nordfyns Kommune skal tage kampen op mod livsstilssygdomme og hjælpe flere borgere til en sundere livsstil.
LIVA
Lider man fx af diabetes, overvægt, har en hjertelidelse eller KOL? Så er der hjælp at hente med det nye sundhedstiltag i Nordfyns Kommune. Med det nye LIVA program tilbyder Nordfyns kommune en gratis personlig vejleder, som kan hjælpe borgere til at lykkes med en ny sund livsstil.
Man starter med en personlig samtale med den vejleder, som man får tildelt af kommunen. Efterfølgende foregår alt online via smartphone, tablet eller computer gennem programmet LIVA.
LIVA er en skræddersyet personlig digital journal, hvor man følger sine fremskridt, kan kommunikere med sin personlige vejleder eller snakke med og følge andre, der er i samme situation som en selv.
LIVA programmet i Nordfyns kommune er en ny, personlig og enkel måde at nå i mål med en ny og bedre livsstil og du kan være i gang på et øjeblik.
Foredrag med Chris MacDonald
Det nye tiltag bliver fejret med et gratis inspirerende foredrag med Chris MacDonald.
Hør Chris fortælle om, hvordan vi alle kan opnå en sund livsstil. Og hør, hvordan Nordfyns Kommune ved hjælp af personlig vejledning og online-programmet LIVA hjælper personer med fx. diabetes, hjertesygdomme, KOL eller overvægt til at få et bedre og sundere liv.