Du befinder dig nu i byens nordvestkvarter, som tager sin begyndelse i 1970’erne, hvor man begyndte at udvide Otterup. For godt 1000 år siden begravede de lokale vikinger deres døde på bakken her i det der nu er et parcelhuskvarter. Midt i 900-tallet var der begravet flere end 60 personer på stedet.
Da gravpladsen ikke længere blev brugt, gik kendskabet til den langsomt i glemmebogen. Da man i 1700-tallet begyndte at hente sand på stedet, stødte man på skeletter og mente, at der nok havde været en galgebakke i gamle dage; derfor fik stedet navnet Galgedil. Senere viste det sig, at det ikke var tilfældet, og at der var tale om meget ældre skeletter helt tilbage fra vikingetiden. Galgedil har vist sig at være et vigtigt fund i forhold til viden om vikingernes levevis.