Plads til naturelskere
Nordfyns smukke og varierede kyst tiltrækker naturelskere og folk med hang til aktiviteter ved kysten og på vandet. Året rundt søger både turister og fastboende ud til kysten. Nogen blot for at nyde naturens ro med en vandretur, andre for at dykke, surfe, sejle i kajak, fiske eller noget helt andet.

Men til tider kan man få brug for at søge ly under sit ophold på kysten. Især hvis en primitiv og naturnær overnatning indgår i planerne.

Det er her, de spændende shelterpladser kommer i spil. Der er igennem en årrække løbende blevet etableret shelter pladser langs den nordfynske kyst, kaldet blå støttepunkter. Ved de blå punkter har du mulighed for at overnatte helt tæt på stranden, i specialdesignet shelters som er lavet specifikt til de fynske kyster.
Vi har også flere grønne støttepunkter, som er shelterpladser der er etableret længere inde i landet. Det giver mulighed for at overnatte i skove, eller grønne bynære arealer.

Hvis du allerede nu har lyst til at afprøve nogle af de sheltertyper, som kommer til Nordfyn, så læs mere på: bookenshelter.dk.

Blå Støttepunkter
Nordfyns Kommune er med i projekt Blå Støttepunkter, som har til formål at etablere kystnære shelters i en række fynske kommuner.

Shelterpladser til overnatning i naturen
De nordfynske shelterpladser vil give god mulighed for at overnatte i naturen, hvis blot man har et liggeunderlag og en sovepose. Shelter betyder ”læ” og er en lille lav træbygning med gulv, tag og tre vægge. Den fjerde væg “mangler”, så der er direkte kontakt med naturen.

Du kan læse mere om de generelle regler og love for færdsel i det fri her på siden.