Fredsskoven har siden romantikkens tidsalder i 1800-tallet haft stor betydning for bogenserne. Det var her man gik tur om søndagen, og her de unge gik til bal i pavillonen med danseestrade. I 1980-erne afløste en ny murstensbygning den gamle træpavillon efter en brand.
Skoven er en produktionsskov, men mange gamle bøge og ege er bevaret. I hegnet ind mod Kristianslund (Rosenlunden) står Nordfyns formodentlig ældste træ, en flot 300 år gammel eg. Egen blev i 2013 udnævnt til evighedstræ af Danmarks Naturfredningsforening.