Børn og julespændte voksne har måske svært ved at vente til juleaften, men med en tur i en brandbil og højt til vejrs i en lift, går tiden måske lidt hurtigere.
En juletradition
Søndag den 20. december tilbyder Falck i Otterup et par underholdende og lærerige timer med røg og blå blink, der traditionen tro holder åbent hus sidste søndag inden jul
Her kan små og store gæster få opfyldt drømmen om køre i brandbil, se en ambulance indvendigt eller komme 25 meter op i luften i en redningslift og nyde udsigten ud over Otterup og omegn.
Forhindringsbane med lyd- og lyseffekter
Du kan også få en fornemmelse af, hvordan det er at være røgdykker. Odense Brandvæsens Juniorkorps kigger nemlig forbi med en trailer, der er indrettet med en udfordrende kravlebane med forhindringer og forskellige lyd- og lyseffekter.
Og der vil kun blive brugt teaterrøg, der er ganske ufarligt, beroliger stationsleder Svend Aage Rasmussen.
Åbent hus foregår på brandstationen i Otterup fra klokken 10.00-14.00.
Falck byder også på sodavand, kaffe, glögg og æbleskiver 🙂
Fra Ugeavisen Nordfyn, 15/12-15