Egenses forsvundne kirke. Egense nævnes første gang i 1427. Navnet er sammensat af ordene eg og næs. Det næs, der har lagt navn til byen er det område sydøst for Egense, der tidligere var omgivet af vand på tre sider. Egense ligger i Norup Sogn i Lunde Herred. Undertiden kaldes byen for Øster Egense til forskel fra byen Vester Egense, som ligger i Skam Herred.

I middelalderen lå der en kirke i Egense. Kirken blev revet ned under reformationen. Den gamle døbefont stod i flere hundrede år delvist nedgravet i haven til den gamle præstegård i Egense, hvor den fungerede som bassin. I 1892 blev døbefonten restaureret og skænket til Hasmark Kirke, hvor den står og bruges som døbefont den dag i dag.