Sarah og familien fandt et aktivt lokalsamfund i Søndersø

 

Mød Sarah og hendes familie

 

Sarah er idrætskonsulent, og Christian er pædagog. Sammen flyttede de til Søndersø for fem år siden, da de havde fået deres første datter, Martha. Hun er i dag storesøster til Karen på 4 år.

 

“Vi trængte til mere plads og luft omkring os end de 66 kvadratmeter, vi havde i en lejlighed i Odense C. Vi ville gerne væk fra byen og ud til et lokalsamfund, hvor vi kunne få mere nærmiljø og mere hus for pengene,” fortæller Sarah.

 

I Søndersø har de fundet mange gode fritidsmuligheder, der opfylder deres forskellige interesser. Christian er deltidsbrandmand og medlem i den lokale løbeklub. Sarah spiller håndbold og løber lidt ved siden af. Begge deres piger går til gymnastik. Altsammen noget de dyrker i Søndersøs lokalsamfund med et alsidigt foreningsliv. Og de er i det hele taget glade for at have alle mulighederne lige udenfor døren.

 

“ALT, vi bruger i vores hverdag, er tæt på: Daginstitution, indkøbsmuligheder og foreningsliv. Desuden er vi tæt på skov og strand, og samtidig på storby og motorvej. Vi er rigtig glade for nærmiljøet og en snak over hækken. Og så nyder vi, at både vores og pigernes venner er tæt på,” siger Sarah, der samtidig afslører, at hun har fundet en lille yndlingsplet nær Søndersø.

 

“Hvad enten det gælder en løbetur, en gåtur ved familiesammenkomster eller en legeformiddag med pigerne, så kommer vi tit ved Dallund Slot og sø,” røber hun.

 

Familien er hurtigt faldet godt til på Nordfyn.

 

“For os har det været meget nemt. Blandt andet fordi vi selv har involveret os i foreningslivet, det frivillige arbejde og byens arrangementer. Og alt er tæt på, hvad enten du er til naturen eller byen,” fastslår Sarah.

 

 

Martin og hans familie blev en del af et aktivt lokalsamfund i Søndersø

 

Mød Martin og hans familie

 

Martin er 32 år. Han flyttede med sin familie til Søndersø i 2016 efter at have boet en årrække nær Odense. I Søndersø rykkede familien ind på en byggegrund, hvor de nu har bygget egen villa.

 

Martin arbejder til dagligt med betalingsløsninger, og hans arbejdsplads ligger nær Odense Havn. Og han kan konstatere, at tidsmæssigt er afstanden kun blevet bedre, efter familien er flyttet til Søndersø.

 

”Vi havde et hus i Dalum, og afstanden derfra til mit arbejde tog tre kvarter. Men fra Søndersø kan jeg nemt komme til arbejde på tyve minutter på grund af Odinsbroen. Og så var det billigere at bygge hus her end i Odense”, fortæller Martin.

 

Sammen med sin kone har Martin to piger – en på tre år og en på 9 måneder. Og Martin er begejstret for de mange muligheder og det fællesskab, man finder i Søndersø.

 

”Vi er sindssygt glade for at bo i Søndersø. Der er meget mere roligt. Vi ville jo gerne have, at vores børn skulle vokse op i et lokalsamfund – men stadigvæk tæt på storbyen. Søndersø var den perfekte kombination”, fastslår Martin. Familien har også fundet gode fritidsmuligheder. Martin skal til at spille fodbold i den lokale boldklub, og han konstaterer, at der er mange muligheder for de store såvel som for de små.

 

”Vi har et rigtig godt fællesskab her. Vi er jo så heldige, at der er en masse børn i det nybyggerkvarter, vi bor i. Og der er mange på vores pigers alder,” siger Martin, der også er glad for den nærliggende natur og de gode indkøbsmuligheder i Søndersø.

 

”Vi bor i et område, hvor der er god udsigt til naturen med træer og skov. Vi elsker at bruge naturen. Og alle vores handlemuligheder er jo i Søndersø. Her er bare alt, hvad vi skal bruge,” fortæller Martin.

 

 

Du kan selv udforske alle Søndersøs muligheder her og møde flere nye nordfynske naboer her