VI HAR MILLIONEN – HAR DU IDÉEN? Har du en god idé til et anlægsprojekt og mangler du penge til at føre din idé ud i livet? Så kan du nu søge midler fra vores nye Borgerpulje.
Borgerpulje
Haves: Tre milloner kroner. Ønskes: Gode idéer til, hvordan vi kan bruge dem. Krav: Pengene skal gå til anlægsprojekter, der bidrager til en positiv udvikling i kommunen. Det er kort fortalt budskabet til borgerne fra Nordfyns Kommune, der i disse dage slår på tromme for en ny borgerpulje.
– Vi ønsker at understøtte det aktive medborgerskab mest muligt og vil gerne have vores borgere til at foreslå nogle anlægsprojekter, som kunne være med til at løfte det formål i lige deres område. Det hænger rigtig godt sammen med vores nye politik for det aktive medborgerskab, siger borgmester Morten Andersen (V).
Positiv udvikling
Kommunalbestyrelsen i Nordfyns Kommune har afsat tre millioner kr. over de næste tre år til borger-, land- og byinitiativer. Pengene kan søges nu, så har du en god idé, er det bare at komme til tasterne.
Fortrinsvist uden for de største byer
Pengene vil fortrinsvis være øremærket til projekter uden for kommunens største byer: Otterup, Bogense, Søndersø og Morud. Hermed ønsker kommunalbestyrelsen at sikre, at der ikke kun investeres i “hovedbyerne”, men også i initiativer i landområderne.
Formand for Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget Kurt Christensen siger:
I disse år investerer vi rigtig meget i at udvikle de større byer. Det gør vi, dels fordi flest muligt borgere så får gavn af initiativerne, og dels fordi byerne er med til at trække turister og andre besøgende til. Men vi skal også have de mindre lokalsamfund i tankerne, og det er baggrunden for puljen.
Pengene kan søges løbende, og der altså ikke ansøgningsfrister som sådan. De tre millioner kroner fordeles med en million i hvert af årene i de næste tre år. Ansøgningerne behandles i Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget.
Læs mere om puljen på Nordfyns Kommunes hjemmeside