Sommeren byder på spændende og sjove aktiviteter i Otterup. Blandt andet er sommerens første Open by Night i Otterup er nu klar til start – med strandfestival-tema.
Open By Night
I morgen fredag er det tid til årets første Open By Night i Otterup. Arrangementet bliver i år slået sammen med Strandfestivallen, så der nu bliver strandtema i byens gader. Butikkerne vil holde længe åbent, og der vil være forskellige aktiviteter for hele familien.
Sandskulpturer i massevis
Der vil være forskellige genkendelige elementer fra den forhenværende Strandfestival, blandt andet sandskulpturen på Torvet, som vil blive præsenteret klokken 18.30. Som noget nyt vil man i år ikke kun kunne opleve én sandskulptur, men hele tre. De to andre er placeret foran Meny og foran biblioteket til skue.
Udover de store sandskulpturer vil der i år også være fem lokale kunstnere, som lader fantasien få frit løb, når de udformer fem små sandskulpturer. De går i gang klokken 14 på parkeringspladsen ved den gamle Fakta-bygning.
Fest, farver – og en masse underholdning
Årets første Open by Night i Otterup byder også på både spise- og shoppemuligheder, når butikkerne holder åbent frem til klokken 22. Det hele kan opleves til musik, som på Torvet leveres af bandet Bleak og i gaderne af Long John Jam. Fra klokken 19 vil der også være børneaktiviteter, og Otterupgymnasterne vil fylde luft i airtracken til en masse hop og sjov.
Andre aktiviteter
I løbet af sommeren vil der være forskellige aktiviteter og arrangementer i Otterup – både for de store såvel som de små. Man kan se frem til blandt andet:
- Syng i teltet
- Otterup Kræmmermarked
- Cartoon på Torvet
- Open By Night
- Loppemarked
Læs mere på Otterup Handelsforening her.