8 nordfynske ture for hele familien
Nordfyns natur byder på mange muligheder for hele familien.
Her giver vores ambassadør, Tom Valentin og børnene inspiration til aktiviteter med familien med disse otte skønne naturområder på Nordfyn.
Enebærodde tur/retur
Denne dagstur på 12-13 kilometer bringer familien forbi både skov og strand. Det er en heldagstur, så man skal overveje, om de mindste børn kan klare det. Tidligt om morgenen er ruten ofte mennesketom, så der er plads til både fordybelse og leg. Ruten starter fra den populære Hasmark Strand og går igennem et område med beskyttende diger og fritgående køer, som er meget fredelige, hvis altså de ikke lige har fået kalve. Efter 1-2 timers gang ender I ved et flot fyrtårn, som markerer, at I er nået halvvejs på ruten. Her kan I vælge at tage madpakkerne frem, inden turen går tilbage rundt om odden. På ruten findes der også overdækkede pladser, hvor I kan spise en snack og komme til kræfter. I kan også bade i det lave vand.
Slå smut ved ”Guldkysten” i Bogense
Hvis I vil til vandet, kan det anbefales at gå langs “Guldkysten” fra Bogense mod Båring Vig. Stien går vestover fra Bogense Havn og bliver hurtigt til en god grusvej. Derefter går I med vandet på højre side og skoven til venstre. På vejen kan I tage en dukkert, for stranden er enormt populær og meget børnevenlig. Ellers kan man bare nyde udsigten ud over havet. Man kan selv designe turen, som man ønsker, da man altid kan vende om og gå tilbage til bilen ad samme vej.
Nyd roen ved Lammesø og Otterup Lystbådehavn
Nogle af de dejligste gåture på Nordfyn findes i området ud mod Odense Fjord. Nærmere bestemt i de to naturskønne områder Lammesø og Otterup Lystbådehavn. Ved Otterup Lystbådehavn finder I både sheltere og madpakke-hytter, hvor I kan nyde områdets rolige havnemiljø sammen med både fuglekikkere og lystfiskere. Specielt om vinteren er området en af Nordfyns bedste fiskepladser.
Et par kilometer sydpå ligger Lammesø. Området består af lavvandede søer, fugtige enge og overdrev, som tilbyder en af Fyns bedste fuglelokaliteter. Der er flere parkeringspladser, stier og to fugletårne i området, hvor I kan se det imponerende fugleliv. Du når Ølundgård, Ølund og Lammesø fra Otterup ved at køre mod Hessum, dreje mod Ølund i Hessum og holde mod Lammesø.
Tag hele familien med til Dallund Slot
Det 500 år gamle Dallund Slot ligger smukt ned til Dallund Sø midt i Nordfyn. Rundt om søen løber en hjertesti, som er ideel til en kort formiddagstur med både familiens små og gamle ben. Stien begynder i Søndersø og går videre til skov og sø. Der er mulighed for at hvile benene på bænkene undervejs, og der er lys ved søen. Det tager omkring en time at gå rundt om søen, der er omgivet af store, gamle træer og et fugletårn, som ungerne kan kravle op i. Dallund Slot er ikke åbent for offentligheden, men en gåtur i området giver et godt indblik i slottets smukke omgivelser.
Tag på badetur ved de lækre strande
Nordfyn har ca. 160 kilometer kystlinje og mange strande af højeste kvalitet, hvor det blå flag vajer. Hasmark Strand er den mest populære strand på Nordfyn, og fynboerne kommer langvejs fra for at nyde den fine sandstrand. Lidt længere nordpå ligger den skønne Fuglsang Strand. Strandens grønne områder giver gode muligheder for at ligge i læ, mens I solbader, spiller bold eller nyder en hyggelig grillaften i solnedgangen. Længere vestpå finder I det indbydende Bogense Søbad. Her er en lækker sandstrand, hvor småbørn kan boltre sig i det lave vand, bygge sandslotte eller fange krabber.
Prøv fridykning og snorkling ved Hasmark
Er man en haj under vandet, er der gode mulighed for at stikke snorklen i munden og gå på opdagelse i det klare vand ved Hasmark ud mod Enebærodde. Har kan man både ligge i overfladen eller dykke ned og tage et kig på de nordfynske krabber og tangarter. Hvis vejret tillader det, er en snorkletur et ideelt indslag på turen tilbage fra Enebærodde. Her kan benene få lov at køle ned efter en lang travetur.
Kig på fugle ved Gyldensteen Gods
Turen ved Gyldensteen Gods er en kanon tur med masser af muligheder. Rundturen er fem kilometer, så den kan sagtens klares på en eftermiddag. Turen går forbi to udkigsposter, som byder på en fantastisk mulighed for at se områdets fugle. Det store vådområde tiltrækker mange ynglende gæs, ænder, vadefugle, måger og terner, som holder til i området hele året. Den ene udkigspost findes i en gammel mølle, og det er en oplevelse i sig selv at tælle de mange trappetrin mens børnene studerer møllens indre. Stien går langs vand og skov, og der er bord-bænkesæt, når sulten trænger sig på. Nogle gange kan man også være heldig at se store rådyrflokke, som går ad stierne langs grusvejen.
Tag hunde og børn med til Flyvesandet
Flyvesandet er Fyns nordligste punkt. Klitterne i området er skabt af sand, som er fløjet med vinden. Deraf navnet. Klitter er sjældne på Fyn. Derfor er det oplagt at bruge tiden ved Flyvesandet til at udforske dem. Se, om I kan få øje på den sjældne blomst nikkende kobjælde, som trives i området. Husk at blomsten er fredet og skal blive stående. Ved Flyvesandet kan man sagtens bruge både hele og halve dage, for der er både strand og skov, og man kan selv designe sin tur efter behov. Hvis man tager hunden med, er der også en mindre hundeskov ved parkeringspladsen.